Man kan sidde udenfor hos Delicious i Horsens.

Husker du Delicious

Af Pernille Søborg,

 

Delicious lå på Svanes Torv i Horsens og tilbød en relativt sund takeaway med fokus på friskhed og bæredygtighed. Sandwichbaren blev grundlagt af to brødre i Kolding i 2013 og udviklede sig siden til at være et populært valg for gæster, der ønskede en hurtig og nærende frokost.

 

Butikken blev solgt og overdraget til en ny ejer den 15. maj 2025, og sidste åbningsdag under det oprindelige koncept var onsdag den 14. maj 2025.

 

Delicious havde åbent mandag til lørdag fra kl. 11 til 16.

 

Maden

Delicious var kendt for sine sandwich og salater, som blev lavet af friske råvarer. Menuen bød på ni forskellige sandwiches, hvor man kunne vælge mellem mørkt brød, lyst brød, urtebrød eller varianter med chili og cheddar. Brødene var ikke hjemmelavede.

 

Sandwich

Sandwichene spændte fra klassikere til mere moderne fortolkninger, alle fyldt med råvarer som kylling, smeltet cheddar, friske grøntsager og hjemmelavede dressinger. For vegetarerne var der en med falafel. Hvis man var til noget lidt anderledes, kunne man vælge deres “Surprise Me Sandwich”, hvor personalet improviserede og skabte en unik kombination.

 

Salater

De ni salater inkluderede alt fra klassiske grønne salater til mere kreative blandinger med quinoa, nødder og sæsonens grøntsager. Salaterne kunne både spises som et supplement til en sandwich eller som et selvstændigt måltid. Til den søde tand blev der tilbudt muffins og brownies, som rundede måltidet af.

 

Drikkevarer

Friskpresset juice udgjorde en stor del af oplevelsen hos Delicious, med smagsvarianter fra sød mango til syrlig citrus. Juicerne blev lavet ved bestilling, hvilket sikrede, at de altid var friske. Udover juice tilbød de også limonade og forskellige typer kaffe både varme varianter og iskaffe til de varme dage.

 

Stemningen hos Delicious

Selvom Delicious primært var et takeaway-sted, var der mulighed for at spise maden på stedet. Der var et par siddepladser indenfor ved et højbord ved vinduet samt udendørs borde og stole, som især var populære, når vejret var godt. Stedet havde en afslappet og uformel atmosfære, hvor mange kunder hurtigt hentede deres mad og tog den med på farten.

 

Betjening

Betjeningen hos Delicious var kendt for sin venlige og imødekommende facon. Selvom der ofte var travlt i frokosttimerne, arbejdede de hurtigt og effektivt, og ventetiden var som regel kort. De virkede engagerede og passionerede omkring deres arbejde, og det var nemt at føle sig velkommen. De var også gode til at vejlede og hjælpe med valg fra menuen, hvis man var i tvivl.

 

Prisniveau

Priserne hos Delicious blev betragtet som rimelige i forhold til kvaliteten. En sandwich eller salat kostede 69 kr., mens friskpressede juice stod til 59 kr.. Der var også mulighed for at vælge en combo, hvor man fik en sandwich eller salat sammen med en juice til en samlet pris på 115 kr..

 

Gode sandwich hos Delicious i Horsens.

 

En stor salat fra Delicious i Horsens.

 

Fra salatbaren hos Delicious i Horsens vælger man selv, hvad man vil have i sin sandwich eller salat.

 

Et par siddepladser med udsigt hos Delicious.

 

Delicious i Horsens var mest en takeaway, men der var flere siddepladser udenfor.