Af Pernille Søborg,

 

 

Delicious, der ligger på Svanes Torv i Horsens, er kendt for sit fokus på en relativt sund takeaway med friske og bæredygtige råvarer. Konceptet, der startede i 2013 af to brødre i Kolding, har udvidet sig og er blevet et populært valg for dem, der søger en hurtig frokost. Vi besøgte sandwichbaren for at prøve deres sandwiches og salat.

 

 

Delicious tilbyder ni forskellige sandwiches, hvor du kan vælge mellem fire typer bake-off brød: mørkt, lyst, urtebrød eller chili-cheddar. Desværre er brødet ikke hjemmebagt, men det fungerede stadig som en solid base for sandwichene. Brødet blev varmet og var fint sprødt. Vi prøvede en tunsandwich på mørkt brød og en kylling BBQ sandwich på lyst brød.

 

 

Sandwich med tun 

Her anbefaler de det mørke brød. Fyldet bestod af tun, mayo, salat, agurk, tomat, løg, gulerodsmix, cheddarost, syltede rødkål og hjemmelavet urtedressing med dild. Der var fin smag i sandwichen. En fin dåsetun, der var rørt op og ikke var for fed.

 

Konsistensen af tunsalaten var god. Den syltede rødkål var sprød, og sandwichen var fint doseret. Brødet var lidt kedeligt og gav ikke noget ekstra til sandwichen. Det var der bare.

 

 

Kylling BBQ Sandwich 

Her var det lyst brød, der blev anbefalet, og det tog vi. Brødet blev smurt med hvidløgsaioli med en snert af timian. BBQ kylling havde fået selskab af salat, agurk, tomat, syltede rødløg og cheddarost. Af dressing var der deres hjemmelavede urtedressing med dild.

 

Det var færdiglavet kylling. Fair nok til den pris. Der var ikke noget overraskende ved sandwichen. Vi havde satset på den søde bbq-sauce. Men den gjorde ikke meget væsen af sig. En rigtig pleaser.

 

 

Salat med laks 

Med marineret pasta, laks, salat, agurk, tomat, syltede rødløg, gulerod/julienne mix, salatost, hjemmelavet avocado-hvidløgsdressing og croutoner. 

 

Visuelt var det en flot bowl, og den smagte godt. Det var friske grøntsager og en fin laks, der ikke var sparet på. Der var god variation og smag i salaten. Den hjemmelavede avocado-hvidløgsdressing gav salaten et ekstra pif. 

 

Nærvær og musik i baggrunden

Betjeningen på Delicious var venlig og imødekommende. Vi bemærkede, at betjeningen tog sig tid til at sikre, at alle detaljer var på plads, hvilket skabte en god atmosfære. Det trækker op! Musikken i baggrunden var en fin tilføjelse, der satte en afslappet stemning. 

 

 

Måtte undvære juice

Desværre var der denne dag ingen friskpressede juicer tilgængelige, hvilket var en skuffelse. Vi valgte derfor at undvære drikkevarer.

 

Fint, men ikke ekstraordinært

Delicious i Horsens leverede solide sandwiches, og salater med fokus på friske råvarer, men der er ikke gjort noget ekstra ud af det. Alt i alt var det en klassisk, sund takeaway med venlig betjening. Perfekt til en hurtig frokost, men ikke stedet, hvor du vil finde de store gastronomiske overraskelser.

Vores vurdering
  • Tunfisken smagte godt. Konsistensen af tunsalaten var perfekt. Fint med rødløg, og den var ikke for våd, som tunsalat i sandwich ofte kan være.
  • Brødet var bake off og havde ikke meget smag. Meget mainstream og meget lidt opfindsomt.
  • Salaten var stor, og der var ikke sparet på laksen. Der var god smag og friskhed. 
  • Udsolgt af alle deres friskpressede juicer.
  • Sød og flink betjening.
  • Cheddarosten var mild og plastikagtig og smagte af ingenting 
  • Frisk og sprødt grønt og salater. 
  • Solide sandwich, som man kan forvente. Ikke de store overraskelser, men fine nok til prisen.
  • Ikke meget var hjemmelavet af vores mad, og det var jævne sandwich. Måske var vores forventninger for høje.

 

 

 

 

 

 


Delicious

  Delicious ligger på Svanes Torv i Horsens og tilbyder en relativ sund takeaway med fokus på friskhed og bæredygtighed. Sandwichbaren blev grundlagt af to brødre i Kolding i 2013. De har siden udvidet sig til at være et populært valg for gæster, der ønsker en hurtig og nærende frokost.  Åbnin…
Senest opdateret: 10/12/2024 11:12