Deep Blue Sushi Horsens

Ny sushibar åbner i Horsens: De første 30 gæster får gratis sushi

By Pernille Søborg,

 

Mandag den 16. november kl. 15.30 åbner Deep Blue Sushi på Kongensgade 12 i Horsens. Den nye sushibar skyder åbningen i gang med gratis sushi til de første 30 kunder og store rabatter resten af ugen.

 

Bag den nye restaurant står ukrainske Olena Tsvietkova, der i forvejen driver Deep Blue Sushi i Hedensted. Nu udvider hun til Horsens, hvor sushiglade kunder kan glæde sig til et velkendt koncept med et bredt udvalg af sushi og takeaway.

 

 

Gratis sushi og rabatter i åbningsugen

Det kan betale sig at være hurtig, når dørene åbner mandag eftermiddag.

 

De første 30 kunder får nemlig en Menu 1 helt gratis. Menuen indeholder 15 stykker sushi med blandt andet tempurarejer, laks og tun.

 

Men der er også noget at komme efter for dem, der ikke når først i køen. Resten af åbningsugen giver Deep Blue Sushi 20 % rabat på alle produkter, mens de første tre kunder, der bestiller online, får hele 50 % rabat med koden deep26.

 

 

Sushi, poke bowls og takeaway

I Horsens bliver konceptet præcis det samme som i Hedensted, hvor restauranten fortsætter uændret.

 

Menukortet byder på både klassiske nigiri, maki, sprøde tempuraruller og større sushimenuer til deling. Derudover er der poke bowls, vegetariske alternativer og børnemenuer.

 

Takeaway bliver omdrejningspunktet på Kongensgade, men med omkring 16 siddepladser bliver der også mulighed for at nyde maden i den hyggelige restaurant.

 

 

Åbent alle ugens dage

Deep Blue Sushi holder åbent mandag til fredag fra kl. 15.30 til 20.30. I weekenden åbner sushibaren allerede kl. 12.00.