Te i koppen

Den Skæve Gryde åbner i Horsens med magi på menuen

Af Pernille Søborg,

 

Lørdag den 7. februar kl. 10 byder Den Skæve Gryde velkommen i Allegade 1D ved Svanes Torv. Her venter eventyrtapas, tetårne og en specialbutik fyldt med skæve sager i et gennemført magisk univers.

 

Oplevelsescafé midt i byen

Den nye café beskrives som en oplevelsescafé og specialbutik med fokus på stemning, sanser og små magiske øjeblikke. Lokalet indrettes med et grønt og lilla ildsted som et indbygget tv, så effekten er sikker og stemningsfuld. Det skriver Horsens Folkeblad her

 

Menneskene bag

Initiativtager er Annalaura Holy Schnohr. Idéen udsprang af hendes og hendes mands fælles interesse for heksekunst, magi og fantasy, som tog fart i coronatiden. Svigerfamilien driver Morzybitten, og det er deres erfaringer og engagement, der har givet Annalaura troen på caféen Den Skæve Gryde. Annalaura er 30 år, opvokset i byen og uddannet inden for detail, kontor, organisation og multimediedesign.

 

Åbning og tider

Den Skæve Gryde åbner lørdag kl. 10. De faste åbningstider bliver tirsdag til lørdag kl. 10 til 16, og i den første uge holdes der åbent alle dage. Gæster kan se frem til frokost med “eventyrtapas”, tetårne, sandwich og kolde drikke. Konceptet lægger vægt på ro, nysgerrighed og tid til at gå på opdagelse.

 

Oplevelser efter lukketid

Der planlægges aftenarrangementer. Allerede i begyndelsen af marts introduceres “magic mindfulness”, hvor smag, duft og lyd kobles til en magisk fortælling. Senere følger workshops med små eliksirer og håndlavede tryllestave. På bordene ligger en lille avis med nyheder fra den magiske verden.

 

LÆS OGSÅ OM
Caféer i Horsens