Af Pernille Søborg,

 

To frokostretter hos Spisekammeret i Horsens

 

En fredag ved frokosttid lagde vi vejen forbi Spisekammeret. Allerede få skridt indenfor i caféen viser der sig at være langt mere at gå på opdagelse i end menukortet.

 

Den hyggelige café i Thonbogade 19 føles lidt som en hule midt i Horsens. Her er varmt, charmerende og uhøjtideligt med små kroge, forskellige møbler og hylder, der bugner af delikatesser, vin, specialøl, gaveartikler og brugskunst.

Spisekammeret i Horsens er café og butik i et

 

Vi blev mødt venligt, valgte selv vores bord og havde straks efter menukortet foran os. Da vi spurgte ind til retterne, kom svarene sikkert og professionelt. Her var ingen tøven. Betjeningen vidste, hvad der blev serveret, og kunne fortælle om det med både viden og overskud.

 

Kort efter var drikkevarerne på bordet. Omkring 15 minutter senere kom maden. Og især én af de klassiske frokostretter skulle vise sig at gøre indtryk. 

 

 

Hjemmelavede tarteletter gjorde forskellen

To store, gyldne tarteletter landede på bordet med fyld af kylling og asparges og et gavmildt drys frisk purløg på toppen. Ved siden af lå en farverig salat.

Tarteletter hos Spisekammeret i Horsens.

 

Det er en klassisk frokostret, men her er der gjort noget ud af den. Først og fremmest er der ikke sparet på kyllingen. Fyldet havde masser af plukket kylling. Den var cremet, og det kunne smages, at retten var lavet fra bunden.

 

Prikken over i´et var selve tarteletskallerne. Dem laver Spisekammeret selv, og det gør en mærkbar forskel. De var luftige, sprøde og lette og havde den skrøbelighed, en god tarteletskal gerne må have.

 

Salaten ved siden af viste sig samtidig at være langt mere end obligatorisk grønt på tallerkenen. Den var frisk og sprød med blandt andet hjemmesyltede rødløg og agurker, frø og kerner. Husets dressing gav syre og smag og bandt salaten godt sammen.

 

Det er netop sådan en lille detalje, der betyder noget. Når der serveres salat til en klassiker som tarteletter, må den gerne være værd at spise. Det var den her.

 

Frokosttallerkenen kom godt omkring

Spisekammerets frokosttallerken var stor og farverig. Her kom man omkring flere forskellige smage. Hønsesalat, årstidens kartoffelsalat og syltede sager stod mellem brød, ost , trøffel og frikadelle, mens en stor portion salat med laks fyldte godt på tallerkenen.

Frokosttallerken hos Spisekammeret i Horsens.

 

Vi begyndte med laksen. Og den var der ikke sparet på. Store stykker laks lå oven på en frisk og sprød salat med blandt andet syltede rødløg og hjemmelavet pesto. Kombinationen fungerede. Den fede laks fik modspil fra det friske og syrlige, og salaten havde både smag og bid. Endnu en gang viste køkkenet, at salat ikke behøver være noget, der bare fylder den tomme del af tallerkenen.

Laksesalat hos Spisekammeret i Horsens

 

Frikadellen overraskede

På tallerkenen lå også en lun frikadelle med hjemmelavet agurkesalat. Frikadellen var ikke hjemmelavet, og det kunne på papiret være et af de svagere elementer på en servering, hvor så meget andet netop bliver lavet i huset.

Frikadellen og hjemmelavet agurkesalat hos Spisekammeret i Horsens.

 

Men den overraskede positivt. Den var lun og saftig. Sammen med den syrlige, hjemmesyltede agurkesalat fungerede den ganske enkelt godt. 

 

Hønsesalat med masser af høns

Så kom vi til en af de bedste små serveringer på tallerkenen: Spisekammerets hjemmelavede hønsesalat. Den blev serveret i et lille glas med champignon, karse, knækbrød og et stykke bacon på toppen.

Hønsesalat med plukket kylling hos Spisekammeret i Horsens.

 

Selve hønsesalaten var rigtig god. Her var godt med plukket hønsekød og små stykker æble, der gav friskhed og en let sødme. Samtidig var salaten cremet uden at blive tung og fed.

 

Baconen skulle have givet det sprøde modspil, men her var der plads til forbedring. Den var ikke sprød denne fredag, og det savnede vi. Til gengæld ændrede det ikke på, at selve hønsesalaten var vellykket. Den havde masser af kød, god smag og en friskhed fra æblerne, der gjorde, at man gerne tog den næste mundfuld.

 

Danske oste og sødt modspil

Der var også danske oste på tallerkenen. En blød brie og en mere fast ost, serveret med pesto og hybenmarmelade fra Annas Gourmet. Ostene gjorde det, de skulle. Men det var især marmeladens sødme, der gav dem lidt ekstra modspil og skabte variation mellem de mange salte retter på tallerkenen.

 

Brød, der fortjener sin plads

Brødet er en vigtig del af sådan en servering, og også her gør Spisekammeret sig umage. Vi fik både rugbrød, lyst brød og knækbrød. Alt sammen bliver bagt i huset.

 

En lille chokoladebombe til sidst

Til sidst ventede en halv trøffel fra Trøfleriet. Den ser måske beskeden ud ved siden af resten af anretningen, men der er ikke noget beskedent over smagen.

Trøfler fra Trøfleriet hos Spisekammeret i Horsens.

 

Uha. Det var en lille kompakt bombe af chokolade og sødme og en ganske effektiv afslutning på en frokost med mange forskellige smagsindtryk. Man behøvede ikke nødvendigvis et stort stykke kage bagefter. Den lille trøffel klarede jobbet.

 

Vild Brus uden voldsom brus

Til frokosten drak vi Rasmus & Alexanders Vild Brus med rabarber. Navnet lover måske mere vildskab, end der faktisk er i glasset. Boblerne var nemlig behageligt afdæmpede.

Vild brus med rabarber hos Spisekammeret i Horsens.

 

Til gengæld var der en ren og frisk smag af rabarber med en let syrlighed og sødme fra danske æbler. Drikken er økologisk og lavet med koldpresset frugt og bær uden koncentrat og tilsætningsstoffer.

 

Som café, købmand og hyggelig hule i ét

Det er svært kun at betragte Spisekammeret som en café. Mens man sidder og spiser, er der hele tiden noget nyt at få øje på. Hylder og reoler bugner af vin, specialøl, saft, delikatesser, chokolade, pasta, olier, marmelader og andre specialiteter. Andre steder står brugskunst, gaveartikler og ting til hjemmet. 

Der er diverse ting og sager hos Spisekammeret i Horsens.

 

Det kunne let være blevet rodet, men her er det en del af charmen. Møblerne er heller ikke hentet fra én samlet caféserie. Her er hvide stole, træborde, bænke med skind og små hyggelige kroge. Fyrfadslys står på bordene, mens dæmpet popmusik spiller i baggrunden.

 

Det hele giver Spisekammeret en jordnær og personlig stemning. Man kan føre en rolig samtale, selv når der er godt med mennesker, som der var denne fredag.

 

Betjeningen ved, hvad de laver

Betjeningen er en væsentlig del af det gode indtryk. Her var overblik fra begyndelsen. Vi blev taget venligt imod, fik hurtigt menukortet, og spørgsmål til maden blev besvaret kompetent og uden tøven. Serveringen foregik med et smil, og der var en afslappet sikkerhed over betjeningen, som passede godt til resten af caféen.

Opmærksom betjening hos Spisekammeret i Horsens.

 

Ejeren var også selv på gulvet og hilste og talte med gæsterne. Det var tydeligt, at flere kendte både caféen og folkene bag. Stamgæsterne fylder en del hos Spisekammeret, og det er ikke svært at forstå hvorfor.

 

Vores vurdering
  • Gode råvarer og hjemmelavet mad. Så kan man kun blive glad. Fra tarteletskaller og friskbagt brød til pesto og syltede grøntsager. Det kan smages, at der bliver gjort noget ud af tingene.
  • De hjemmelavede tarteletter var i en klasse for sig. Det hele var hjemmelavet. Skallerne var lette, luftige og skrøbelige, som de skal være, og der var god smag og masser af plukket kylling i det cremede fyld. Det viste et køkken, der gør sig umage.
  • Frokosttallerkenen var indbydende med fin variation, gode råvarer og gavmilde portioner. Særligt hønsesalaten skal fremhæves for smag og skarphed.
  • Hyggelige omgivelser og en afslappet stemning, der indbyder til at blive siddende.
  • Betjeningen var smilende, professionelle og havde helt styr på retterne. Passioneret ejer, der selv er på gulvet og samtaler med gæsterne ved bordene.
  • Priserne er yderst rimelige i forhold til både kvalitet og mængde. Her får du kvalitet og smag for pengene.
  • 15 minutter ventede vi på frokosten og det må siges at være fair for hjemmelavet mad.
  • De enkelte retter på frokosttallerkenen kæmpede om pladsen på tallerkenen, så det kunne være svært at komme til at spise det.
  • Rugbrødet var en anelse tørt, og baconen var ikke sprød.

 

Vores vurdering

Spisekammeret forsøger ikke at genopfinde den danske caféfrokost. I stedet gør de noget, der måske er vigtigere. De tager den alvorligt.

 

Tarteletter, hønsesalat, laks, frikadelle, ost og brød er velkendte frokostelementer. Men når tarteletskallerne bliver lavet fra bunden, brødet og knækbrødet bages i huset, grøntsagerne syltes, pestoen laves selv, og salaten får lige så meget opmærksomhed som resten af tallerkenen, begynder detaljerne at tælle.

 

Der var enkelte ting, der ikke ramte helt. Men det rokker ikke meget ved helhedsindtrykket. For Spisekammeret har fundet en stil, der passer til både maden og lokalet. Det er hjemligt uden at blive gammeldags, kvalitetsbevidst uden at blive højtideligt og personligt uden at blive påtaget.

 

Og vigtigst af alt: Fokus på gode råvarer og de mange hjemmelavede elementer er ikke bare noget, man kan læse om. Det kan smages.

 

En stor anbefaling herfra. Spisekammeret ligger helt sikkert i toppen på listen over god hjemmelavet frokost i Horsens.

 

Spisekammeret i Horsens har udeservering.

 

Spisekammeret på Thonbogade i Horsens er fyldt med kvalitetsvarer.

 

Der er mange varer på hylderne hos Spisekammeret i Horsens.

 

LÆS OGSÅ
Anmeldelse af Café Zappa

 


Spisekammeret

  På Thonbogade 19 i Horsens ligger Spisekammeret. Den charmerende café og specialbutik er et must-besøg, hvor man kan få små og store retter samt et hyggeligt butiksmiljø.    Mandag til fredag er der åbent fra kl. 10 til 17, mens de om lørdagen lukker kl. 15. Søndag er der helt lukket.…
Senest opdateret: 22/08/2026 12:08