Smørrebrød Horsens: Guide til byens små og store stykker

 

Smørrebrød er en af de mest elskede danske madtraditioner, og det har oplevet en renæssance. I Horsens står restauranter, caféer og delikatesseforretninger klar med håndmadder, store eller små stykker samt de højtbelagte, og byen byder på et bredt udvalg af varianter. 

 

Uanset om du er til det klassiske stykke med rullepølse og sky sammen med en øl og snaps eller ønsker at prøve en moderne fortolkning med fx. hønsesalat, syltede bøgehatte, trøffelmayo og puffede kapers samt et glas vin, er der rig mulighed for at spise den ikoniske danske spise på byens mange spisesteder.

 

Til enhver anledning

Spisestederne i Horsens tilbyder både takeaway-smørrebrød og servering i hyggelige omgivelser. Kokke og smørrebrødsjomfruer i Horsens sørger for at servere smørrebrød af god kvalitet med friske råvarer og flotte anretninger.

 

Smørrebrød er ikke kun perfekt til frokost. Det er også velegnet til særlige lejligheder som fødselsdage og andre festlige begivenheder. Flere spisesteder og delikatesseforretninger i Horsens tilbyder det som catering.

 

Prisen varierer 

Smørrebrød i Horsens findes i forskellige prisklasser afhængigt af råvarer, serveringssted og portionsstørrelse. Takeaway starter fra 30 til 50 kr. pr. stykke, mens gourmet på restaurant kan koste 125 kr. eller mere.

 

Nogle steder serveres store stykker, mens andre tilbyder mindre stykker, så du kan smage flere forskellige stykker. Flere restauranter har også større smørrebrødsmenuer, hvor du kan vælge mellem et større udvalg, eller får serveret et smørrebrødsbræt.

 

Se herunder, hvor du finder smørrebrød i Horsens!

 

 

Smørrebrødets historie og betydning

Med over 100 års historie er smørrebrød en vigtig del af den danske madkultur. Oprindeligt var det en simpel måde for arbejdere at få en nærende frokost med rugbrød og pålæg. Sidenhen har det udviklet sig til en kulinarisk delikatesse, som både kan være traditionel og nytænkende. 

 

Traditionelt vs. moderne 

Smørrebrød i Horsens spænder fra de klassiske favoritter til moderne fortolkninger. 

 

De traditionelle varianter inkluderer:

  • Sild med karrysalat
  • Æg og rejer
  • Rødspættefilet med remoulade
  • Leverpostej med bacon og surt
  • Dyrlægens natmad
  • Roastbeef
  • Hønsesalat
  • Flæskesteg med rødkål

De serveres på rugbrød og toppes gerne med pyntegrønt. 

 

Moderne smørrebrød har taget en innovativ drejning, hvor de bedste kokke eksperimenterer med smag og tekstur. Her kombineres råvarer som fx braiseret kød med skummede saucer eller skaldyrs-stykker. 

 

Hvad drikker man til?

En god omgang smørrebrød fortjener de rette drikkevarer, der kan fremhæve smagen og fuldende oplevelsen. Traditionelt serveres det med en kold øl og en snaps.

 

I Horsens finder du et bredt udvalg af lokale og nationale øl, der passer til smørrebrød lige fra klassiske pilsnere til fyldige portere og friske IPA’er. Hvis du vil gå den klassiske vej, er en kold Tuborg eller Carlsberg et sikkert valg. Til det traditionelle smørrebrød som sild og leverpostej er en snaps som Aalborg Jubilæum eller Rød Aalborg et populært valg, mens en mildere akvavit passer godt til fisk og skaldyr.

 

For dem, der foretrækker en alkoholfri oplevelse, kan en sodavand, iste, en friskpresset lemonade eller en danskvand være en mulighed.

 

Senest opdateret: 27/02/2025 06:02